Proaktiv pædagog eller energisk ergoterapeut
Odense Kommune
- 5220 Odense
- Fuldtid
- Ansøgningsfrist 22. nov.
Er du optaget af at skabe meningsfulde dage sammen med mennesker med autisme? Trives du med at bruge din faglighed, kreativitet og nysgerrighed i fællesskab med både borgere og kollegaer? Så er det måske dig, vi søger til vores §104 samvær-og aktivitetstilbud. Vi søger til begge vores værksteder (Tommerup og Tornbjergvej) pædagoger eller ergoterapeuter, som har lyst til at blive en del af et fagligt engageret team, hvor relationer, aktiviteter og borgernes muligheder for deltagelse er omdrejningspunktet i hverdagen. Hos os er du ansat til to lige vigtige opgaver: faglighed og samarbejde. Vi forventer, at du bidrager med din viden og dine perspektiver, men også at du tager medansvar for det fælles arbejdsfællesskab. Vi er ikke altid enige, men vi er nysgerrige på hinandens perspektiver og tror på, at de bedste løsninger skabes sammen. Hvad indebærer arbejdet? I Aktivitet- og Samværstilbuddet arbejder vi med at skabe en hverdag, hvor den enkelte borger oplever trivsel, udvikling og mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber. Vi tager udgangspunkt i borgernes interesser, ressourcer og individuelle behov, når vi planlægger aktiviteter og støtter dem i at deltage. Aktiviteterne kan spænde fra kreative og sansemæssige aktiviteter til fysisk aktivitet, læring, ture ud af huset og fællesskaber omkring hverdagens små og store oplevelser. En stor del af opgaven handler om at skabe struktur, forudsigelighed og tryghed, så borgerne får de bedste muligheder for at lykkes. Det kræver, at du kan aflæse den enkelte, være fleksibel og justere din indsats, når dagen udvikler sig anderledes end planlagt. Vores ergoterapeut beskriver arbejdet sådan: Som ergoterapeut bidrager vi med blik for, hvordan omgivelser, aktiviteter og sanseindtryk påvirker den enkelte borger. Den viden bruger vi hver dag til at skabe struktur, trivsel og deltagelsesmuligheder i samarbejde med resten af teamet. Vores faglige koordinator beskriver den pædagogiske opgave sådan: ”Vi møder det enkelte menneske med respekt for ønsker, drømme og retten til selv- og medbestemmelse. Gennem nærvær, anerkendelse og stærke relationer arbejder vi for, at borgerne oplever sig set, hørt og forstået. Når hverdagen bliver udfordrende, skaber vi tryghed og finder sammen med borgeren strategier, der understøtter mestring og handlemuligheder.” Hvem er vi? I vores værksteder møder du meget forskellige mennesker. Nogle trives bedst med faste rutiner og tydelig struktur. Andre udforsker verden gennem aktiviteter, sanser eller bevægelse. Fælles for dem er, at de har autisme og brug for medarbejdere, der er nysgerrige på deres måde at være i verden på. Det giver gode muligheder for at skabe sammenhæng mellem borgernes hverdag, aktiviteter og øvrige støtte. Flere af borgerne kommunikerer på andre måder end gennem talesprog. Derfor spiller kommunikation, observation og nysgerrighed en vigtig rolle i vores faglige praksis. Vi arbejder ud fra en autismefaglig tilgang, hvor forudsigelighed, struktur og individuelle hensyn er afgørende for borgernes trivsel og mulighed for deltagelse. Vores faglige fundament bygger blandt andet på LA2, ASK, ETIKOS og en autismeforståelse. Metoderne er ikke mål i sig selv, men redskaber, der hjælper os med at forstå den enkelte borger og skabe de bedst mulige rammer for udvikling, trivsel og deltagelse. I hverdagen samarbejder vi tæt med kollegaer fra botilbuddet og de øvrige faggrupper i Tornhuset for at skabe sammenhæng og de bedste rammer for den enkelte borger. Det kan du forvente hos os Du bliver en del af en arbejdsplads med høj autismefaglighed, hvor supervision, sparring og refleksion er en naturlig del af hverdagen. Vi hjælper hinanden, tager ansvar for fællesskabet og giver plads til både faglige diskussioner, humor og skæve idéer. Samtidig får du mulighed for at præge den fortsatte udvikling af vores aktivitetstilbud. Du behøver ikke kunne det hele fra første arbejdsdag. Det vigtigste er, at du har lyst til at lære borgerne at kende, er nysgerrig på vores praksis og ønsker at bidrage til den faglige udvikling. Vi forestiller os, at du Vi håber du er nysgerrig på mennesker og motiveres af at skabe deltagelsesmuligheder sammen med borgere med autisme. Måske har du erfaring fra specialområdet, måske kommer du med nye perspektiver. Det vigtigste er, at du kan skabe struktur, indgå i samarbejdet og har lyst til at bidrage til et fagligt fællesskab, hvor vi lærer af hinanden. Har du erfaring med Nexus, er det en fordel, men ikke et krav. Kørekort er nødvendigt. Vi arbejder løbende med at udvikle vores praksis og er optagede af at finde nye veje til at skabe meningsfulde aktiviteter og deltagelsesmuligheder for borgerne. Praktisk Stillingen er på 30-37 timer om ugen. Arbejdstiden ligger mandag til fredag i tidsrummet kl. 08.00-16.00. Ansættelsesstart er den 1. januar 2027 . Ansøgningsfrist: 22 november og samtaler forventes afholdt d.26 november Vi søger 1 pædagog eller ergoterapeut til hvert værksted, hvoraf den ene i Tornbjerg, er et barselvikariat. Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst mellem KL og den forhandlingsberettigede organisation. Det forventede lønniveau oplyses inden en eventuel samtale. Vil du vide mere? Du er velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål eller gerne vil høre mere om hverdagen i samværs- og aktivitetstilbuddet. Assisterende rehabiliteringsleder (Tornbjerg) Tina Skovgård Hansen Tlf. 21 58 77 10 tish@odense.dk Assisterende rehabiliteringsleder (Tommerup) Ane Marie (Mie) Kristensen Tlf. 29 49 38 72 amkr@odense.dk