Pædagog, SSA eller socialfaglig medarbejder til Pilehuset i Assens
Assens Kommune
- 5610 Assens Kommune
- Fuldtid
- Ansøgningsfrist 22. nov.
Er du pædagog eller SSA, eller har du socialfaglig erfaring? Har du mod på at arbejde med komplekse borgere? Og motiveres du af at skabe stabilitet og en god hverdag for borgere, som har behov for 1:1 kontakt og en aktiv hverdag? Så er du måske vores nye kollega! Pilehuset søger kolleger, der trives i arbejdet med komplekse borgere. Vi søger dig, der kan formidle engagement, tiltro, håb, respekt, forståelse og ærlighed overfor borgeren i jeres fælles indsats mod et mere selvstændigt liv og en indre balance. Der er som udgangspunkt tale om fuldtidsstillinger, men vi er fleksible i forhold til timetal - dog minimum 32 timer om ugen. Tiltrædelse ønskes hurtigst muligt og senest pr. den 1. januar 2027. Om os Pilehuset er et botilbud beliggende i Assens Kommune. Vi åbnede i maj 2023, hvor de første beboere flyttede ind. Vi har 3 lejligheder, og vi er godkendt til at kunne have komplekse borgere med særlige individuelle behov. Derudover er vi også godkendt til borgere med type 2-3-4-domme. Vi arbejder ud fra en anerkendende tilgang til den enkelte borger. Vores borgere er komplekse, og der er en risiko for, at de bliver fysisk udadreagerende. Du skal derfor kunne trives med og håndtere spontane situationer ved hjælp af Low arousal metoden. Derfor er det en fordel, hvis du har erfaring og kendskab til arbejdet med at minimere udadreagerende adfærd. Hvis du også er god til at holde overblikket og udstråle ro i pressede situationer, når borgeren er i affekt, kan vi være et godt match. Også selvom du ikke har uddannelsen endnu. Vi har et ønske om, at alle medarbejdere lærer om Low arousal, så vores personale har et fælles fundament for tilgangen til arbejdet med borgeren i centrum. Vores borgeres behov er forskellige, og derfor er der en spændende varietet af forskellige typer af behov hos vores 3 borgere. Det betyder, at ikke to dage er ens. Kontaktniveauet spænder fra højt til lavt, og der er dagligt en stor grad af samhørighed mellem det pædagogiske og det sundhedsfaglige arbejde for borgernes bedste. Vi har blandt andet en borger med Dravet-syndrom, som skal håndteres. Fælles for vores borgere er, at der i samvær, øvelser og sociale sammenhænge er behov for at være 1:1. Pædagogikken på Pilehuset er inspireret af teoretikeren Bo Elvén Hjelskovs teori om konfliktnedtrappende pædagogik. Med udgangspunkt i denne teori læner vi os meget op ad SSS. I prioriteret rækkefølge er første S-sikkerhed, andet S-systematik og tredje S-struktur. Vi oplever, at denne arbejdsform sikrer os gode og trygge arbejdsgange til glæde for både medarbejdere og borgere. Det er vores helt store ambition, at denne tilgang også danner grundlaget for personalets samarbejde omkring borgerne. Om dig Vi søger pædagoger, SSA eller social fagligt personale - gerne med erfaring inden for psykiatri til borgere med eller uden kognitiv funktionsnedsættelse. Du har stor lyst til arbejdet med voksne borgere med psykiske og fysiske funktionsnedsættelser, samt borgere med psykiske lidelser. Du bidrager konstruktivt og udvikler samtidigt dine kompetencer med både de pædagogiske og de sundhedsfaglige opgaver, som du ser som kerneopgaver. Du skal have lyst til en servicerende tilgang, hvor borgeren holdes i balance ved tilpassede krav, og hvor borgeren bliver præsenteret for fællesskab i det omfang, borgeren kan rumme. Det vil være positivt, hvis du har arbejdet med mennesker med psykiske lidelser, hvis du har taget neuropædagogisk kursus, low arousal eller andre relevante kurser i forhold til målgruppen. Derudover lægger vi vægt på, at du: har en positiv tilgang til arbejdet er robust, fleksibel og ansvarlig kan formulere dig på skrift bevarer roen og overblikket i tilspidsede situationer er nærværende, indfølende og kan aflæse og mærke borgernes behov ser de pårørende som vigtige samarbejdspartnere bidrager til det tværgående samarbejde mellem faggrupper og samarbejdspartnere og ser det som en styrke er ansvarlig og grundig i de daglige opgaver omkring borgerne har B-kørekort Vi tilbyder Hos os kan du forvente: et stærkt team med høj faglighed en spændende arbejdsdag, hvor ikke to dage er ens en arbejdsplads med rum for faglige debatter og refleksion både for sig selv og i fællesskab temadage med henblik på at øge fagligheden og styrke fællesskabet medindflydelse på egen vagtplan med afsæt i driften supervision P-møder til fælles bedste og fælles tilgang en personalegruppe, som støtter hinanden, griner sammen og udfordrer hinanden Vi er en typisk arbejdsplads og så alligevel ikke. Vi har en anderledes arbejdsform end de fleste bosteder, og den skal opleves! Løn og ansættelsesvilkår Løn og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst og ud fra reglerne om lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at du selv skal indhente straffeattest, inden en evt. ansættelse kan finde sted. For jobbet i Pilehuset gælder det, at personalet arbejder med udgangspunkt i SL-overenskomst på området, og arbejdstiden er fordelt på dag-, mellem-, aftenvagter og hver anden weekend. Med udgangspunkt i stabil drift er vi fleksible i arbejdsplanlægningen, og vi er åbne for at tage individuelle hensyn. Vil du vide mere Har jobopslaget vakt din interesse, så er vi spændte på at modtage en ansøgning fra dig. Ansøgningsfristen er den 22. november 2026, og vi holder løbende samtaler. Har du spørgsmål til stillingen og arbejdet i Pilehuset, er du velkommen til at kontakte teamleder Anders Sahl Hansen på telefon 29 64 76 25. Flyt til Vestfyn Overvejer du at flytte til Vestfyn? Så kan du finde mere info om alt det, Vestfyn har at byde på, her: www.flyttilvestfyn.dk . Du er også meget velkommen til at kontakte vores bosætningskonsulent Louise Skøtt Christensen på tlf. 64 74 71 55.