Digital redaktør og BI-udvikler til nyt team for Forsvarets droneplan og internationalt samarbejde om UAS og Counter-UAS
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
- 2750 Ballerup
- Fuldtid
- Ansøgningsfrist 26. nov.
Kan du gøre data til overblik – og overblik til gode beslutninger? Droner ændrer den moderne kampplads i et tempo, der sjældent er set før. Når udviklingen går så hurtigt, er det afgørende, at både ledelse og medarbejdere har adgang til den rigtige viden – præsenteret, så den er til at handle på. Det er netop den opgave, du skal løfte. Vi søger en digital redaktør og BI-udvikler, der kan det tekniske i SharePoint og SAP BusinessObjects, og som samtidig har sans for, hvordan information bliver forstået og brugt. Du bliver en del af et nyt team, som du bygger op fra bunden sammen med en ny teamleder og tre nye fuldmægtige. I starter samtidig, og du får derfor reel indflydelse på, hvordan vi indretter både løsningerne og arbejdet. Om os I Forretningsområde UAS og Counter-UAS køber, implementerer, opdaterer og drifter vi droner til hele Forsvaret – fra små håndbårne systemer til større taktiske overvågningsdroner. Vi arbejder tæt sammen med Forsvarets brugere, industrien og internationale partnere i bl.a. NATO, NORDEFCO og EDA. Udviklingen går stærkt, og vores egen organisering udvikler sig i takt med både teknologien og størrelsen på vores opgaveportefølje. Det nye team skal varetage forretningsområdets tværgående koordination: arbejdet med Forsvarets droneplan, sagsbehandlingen af vores internationale samarbejder på droneområdet og udviklingen af vores interne IT-understøttelse, blandt andeet inden for ledelsesinformation. Teamlederen står for den daglige opgaveledelse, mens forretningsområdets næstkommanderende har personaleansvaret. Vi lægger vægt på trivsel, faglig udvikling og på, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Om stillingen Du bliver teamets – og forretningsområdets – specialist i at samle, strukturere og formidle viden digitalt. Du får et selvstændigt ansvar for vores interne IT-løsninger og arbejder tæt sammen med de fuldmægtige, der kender behovene, og med fagsektionernes ingeniører og projektledere, der ejer den tekniske viden. Dine første to store opgaver bliver: Et internt online katalog over Forsvarets droner Du skal udvikle og drive et katalog i SharePoint, der giver et samlet og opdateret overblik over de dronesystemer, vi har og er på vej til at anskaffe. Det handler om struktur, metadata og søgbarhed, men lige så meget om at gøre indholdet let at forstå for brugere med vidt forskellige forudsætninger og om at få fagsektionerne til at holde det opdateret. Ledelsesinformation til hele forretningsområdet Du skal udvikle rapporter og dashboards i SAP BusinessObjects – fx Web Intelligence, Analysis for Office og Lumira – til tre målgrupper med meget forskellige behov: topledelsen, der skal have det strategiske overblik, driftslederne, der skal styre og prioritere, og medarbejderne, der skal kunne følge med i deres egne opgaver. Derudover kommer du blandt andet til at: afdække behov sammen med ledelse og kolleger og omsætte dem til løsninger, der bliver brugt videreudvikle og vedligeholde forretningsområdets SharePoint-sites og interne kommunikationsflader sikre, at data, tal og tekst bliver formidlet klart, korrekt og i et sprog, modtageren forstår hjælpe og træne kolleger i at bruge løsningerne, så de skaber værdi i hverdagen samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses centrale IT-funktioner om rammer, sikkerhed og drift Der kan forekomme rejseaktivitet, primært til Forsvarets enheder og øvrige af Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses lokationer i Danmark. Sådan arbejder vi I Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse er ledelse ikke forbeholdt chefer – det er alles ansvar. Vores arbejde bygger på Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses ledelsesgrundlag, hvor opgaven står i centrum. For dig betyder det, at du får en klar forståelse af formål og rammer, og at vi har tillid til, at du kan handle selvstændigt inden for dem. Vi belønner initiativ og mod til at handle, vi giver hinanden ærlig feedback, og vi lærer hurtigt af det, der ikke virker. Vi foretrækker en løsning, der kommer i brug i dag og forbedres i morgen, frem for den perfekte løsning, der aldrig bliver færdig. Om dig Vi ser gerne, at du har en relevant uddannelsesbaggrund inden for kommunikation, informationsvidenskab, digital design, IT og forretning (cand.it) eller lignende. Vi forestiller os, at du: har praktisk erfaring med at opbygge og administrere løsninger i SharePoint – fx lister, biblioteker, metadata, sideopbygning og rettighedsstyring har erfaring med at udvikle rapporter og dashboards i SAP BusinessObjects, fx Web Intelligence, Analysis for Office eller Lumira har en veludviklet forståelse for kommunikation og formidling og kan skrive og visualisere, så komplekst stof bliver let at forstå kan oversætte mellem det tekniske og det forretningsmæssige og trives i dialogen med både ledere, sagsbehandlere og teknikere er struktureret, løsningsorienteret og tager ejerskab for, at løsningerne virker og bliver brugt har lyst til at være med til at bygge et nyt team op og sætte retningen for vores digitale understøttelse Har du stærke kompetencer i SharePoint og ét af BusinessObjects-værktøjerne – eller i et tilsvarende BI-værktøj som Power BI – og lyst til at lære resten, vil vi også gerne høre fra dig. Kendskab til Forsvaret eller droner er ikke et krav. Ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst. Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Arbejdsstedet er i Ballerup. Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet. Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer. Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte souschef Johan på telefon 4013 3135. Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Stinne Strøjr Hansen på telefon 2023 9031. Ansøgningsfristen er den 26. november 2026. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 49 og/eller 50. Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis eller svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format. I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen. Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.