Spring til indhold
rekrut.dk
Ny i dag

Introduktionsstilling ved Urinvejskirurgi, Aarhus Universitetshospital

Region Midtjylland

  • 8200 Aarhus N
  • Fuldtid
  • Ansøgningsfrist 4. nov.
Har du interesse for kirurgi og ønsker du et speciale, der kombinerer avanceret åben kirurgi, robotkirurgi, laparoskopi og endoskopisk kirurgi med alsidigt ambulant arbejde, herunder cancerdiagnostik og udredning af benigne tilstande? Så er urologien et oplagt speciale for dig. Vi søger en læge til en introduktionsstilling nr. 6620-27-35-i-04 med tiltrædelse den 1. januar 2027. Som introduktionslæge i Urinvejskirurgi får du mulighed for at stifte bekendtskab med stort set alle områder inden for det urologiske speciale. Ud over basisurologien varetager afdelingen højtspecialiserede funktioner inden for blandt andet cancerkirurgi, børneurologi, avanceret urologi og nyretransplantationskirurgi. Afdelingen er desuden en del af Klinik for Bækkenbundslidelser. Urinvejskirurgi er en stor og dynamisk afdeling med 2 professorer, 36 speciallæger og aktuelt 25 uddannelseslæger. Vi har en høj kirurgisk aktivitet med operationslejer på voksenoperationsgangen, børneoperationsgangen og i det dagkirurgiske afsnit. Dertil er der en stor ambulant aktivitet, hvor der ligeledes er urinvejskirurgiske klinikker dagligt på Regionshospitalet Randers samt Regionshospitalet Horsens, der dækkes af både speciallæger og uddannelseslæger. Vi prioriterer uddannelse højt, og under introduktionsstillingen får du blandt andet mulighed for at deltage i MidtSim-kursus i åben kirurgi, afdelingens interne kirurgiske kurser og det obligatoriske vejlederkursus. Der er gode muligheder for at engagere sig i forskning, hvis du har interesse herfor. Målet med introduktionsstillingen er, at du ved afslutningen af stillingen selvstændigt kan varetage mindre kirurgiske indgreb samt foretage diagnostisk cancerudredning og udredning af benigne urologiske tilstande. Du vil desuden under supervision opnå erfaring med mindre endoskopiske procedurer og få mulighed for at assistere ved operationer. Vi lægger vægt på et trygt og lærerigt uddannelsesmiljø, hvor du gradvist får mere ansvar i takt med dine kompetencer og din erfaring. Der er tilstedeværelsesvagt som todelt på hverdage og i weekender. Ansættelsen sker med tjeneste ved Region Midtjylland, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N med udetjeneste i Randers og Horsens. Løn- og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. Ansættelsen er betinget af en tilfredsstillende børneattest og en tilfredsstillende autorisation. Nærmere oplysninger om stillingen fås ved henvendelse til uddannelsesansvarlige ledende overlæge Mia Gebauer Madsen på tlf. 2813 9097. Der planlægges samtaler den 11. november 2026. Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling. Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret. Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse. Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk
Se alle jobs